Vi må forestille os en større gruppe elefanter, der i kulde og snevejr står og gumler hø i over 2500 meters højde nær toppen af et af bjergpassene gennem de franske Alper. Ikke noget almindeligt syn på de kanter. Året er 218 f.Kr., og elefanterne er del af den karthagensiske general Hannibals hær, der er på vej fra Spanien til Italien under den anden puniske krig mellem Rom og Karthago. Romerne betragtede Alperne som en uigennemtrængelig barriere for en større hærstyrke, og Hannibals krydsning af Alperne regnes derfor for en af de dristigste manøvrer i militærhistorien.