Fra midten af det 4. århundrede blev munke og nonner et vigtigt samfundslag i Egypten. Kirkehistorikeren Euseb (ca. 260–340) omtaler dem som mennesker, der lever ”over naturen”. På den tid var den kristne verden godt i gang med at tilpasse sig og underlægge sig størstedelen af den romerske verden, og måtte derfor også opfylde de behov for forbilleder og helte, som er en vital del af ethvert samfund. Dette behov blev i høj grad opfyldt af hellige mænd og kvinder gennem en livsform, der fremhævede askesen.
For at læse artiklen skal du abonnere på SFINX. Klik på abonner og se dine muligheder.
