Libanons befolkning er vant til krige og kriser. Siden selvstændigheden fra kolonimagten Frankrig i 1943, har landet været plaget af regionale krige, flygtningestrømme fra Palæstina og Syrien, en lang og blodig borgerkrig fra 1975 til 1990 og nu en ekstrem økonomisk krise, der har kastet mere end to tredjedel af befolkningen ud i fattigdom. Hvordan kan man erindre og behandle disse oplevelser – de kollektive og de individuelle – på en konstruktiv måde? Kan krigserindring blive en platform for et bedre samfund, og hvem skal i så fald bestemme hvilke dele af fortiden, der erindres, og hvilke dele, der ........
Relaterede artikler
Libanon har været en konstant gennem en stor del af mit voksne liv. Jeg er libanesisk gift, så det er her, en del...
Blomstre som en rosengårdskal de øde vange,blomstre i et gyldent årunder fuglesange!Mødes skal i stråledansLibanons og Karmels glans,Sarons yndigheder. Sådan digter Grundtvig i...
Der er dyr, der bliver associeret med konger. Og der er træer og planter, som bliver det. Fra vore hjemlige haver og himmelstrøg...
Når man som ægyptolog hører stednavnet Byblos, tænker man straks på cedertræ fra Libanon (se Pernille Carstens artikel). Ægypterne var på evig jagt...
I 2004 udgav National Geographic Magazine en artikel om et studie, der viser, at omkr. 30 % af den mandlige befolkning i...
Mange klassiske monumenter er ikoniske, tænk blot på Parthenon og Colosseum. Men hvad med Baalbek? Baalbek er blandt de bedst bevarede monumenter fra...
