For 1900 år siden (118 e.Kr.) begyndte kejser Hadrian at bygge sin villa ved Tibur, vore dages Tivoli, små 30 km fra Rom. Villaen er berømt for sit samspil mellem landskab, arkitektur, kunst og vand. Trods omfattende genbrug af byggematerialer og kunstrøverier i tidens løb er ruinerne stadig en turistattraktion. Siden 1999 er den på listen over Unesco-verdenskulturarv. Den italienske stat har opkøbt centrale dele af villaen og det er her, publikum har adgang. De omliggende arealer er stadig i privateje, herunder også vigtige monumenter, som henligger ubeskyttede og forfalder år efter år.