August er i Italien normalt en søvnig, varm feriemåned, hvor det meste holder lukket. Det gør sig dog kun i begrænset omfang gældende i Viterbo, der ligger ca. 80 km nord for Rom. Her er man nemlig i fuld gang med forberedelserne til den store procession, som normalt afvikles hvert år den 3. september kl. 21.00 til ære for byens skytshelgen, Santa Rosa. Processionen kom i 2014 på UNESCO’s liste over verdens kulturarv sammen med tilsvarende processioner i Nola i Campania og Sassari på Sardinien, og den er Viterbos absolutte stolthed og en enestående religiøs folkefest.